Udflugtssteder for hele familien
Hvis du mangler inspiration til skønne steder, hvor du og familien kan tage på udflugt eller tage madkurven med ud i det blå, så har Varde Kommune flere gode steder, I kan besøge.

Herunder finder du syv bud på steder, hvor du og familien kan tage hen og have en hyggelig dag sammen. Nederst i indlægget finder du et link til Varde Kommunes profil på Instagram, hvor du også kan finde inspiration til naturskønne steder, du kan besøge.
Varde Miniby
I Arnbjergparken få minutters gang fra Varde centrum ligger Varde Miniby, hvor du kan opleve verdens ældste historisk korrekte miniby. Minibyen består af mere end 300 miniaturehuse, der viser, hvordan Varde så ud anno 1866.
Bygningerne er opført i målestoksforholdet 1:10, og hver bygning er en kopi af den originale. Husene bygges af "minimurerne", der brænder for at konstruere nye minihuse og ikke går på kompromis med deres håndværk og husenes detaljer.
Du kan besøge Varde Miniby fra den 1. maj til den 22. oktober fra klokken 10.00 til 17.00.
Adresse: Lundvej 4e, 6800 Varde.
Filsø
Tæt på Henne Strand finder du et 2.308 hektar stort naturområde og søen Filsø. Området er en del af Naturpark Vesterhavet og et oplagt udflugtsmål for familien.
Filsø blev i 2012 genetableret efter at have været afvandet i flere år. I dag er Filsø et fantastisk udflugtsmål med et mangfoldigt fugleliv og gode vandreruter, du kan bevæge sig ud på i området. Derudover kan du også besøge Pedersholmtårnet og opleve udsigten ud over Filsø, eller tage ud på Filsø Ellipsen.
Ved Naturbassen kan I nyde jeres medbragte mad og drikke. Her er der også toiletfaciliteter.
Adresse: Kærgårdvej 14b, 6854 Henne.

Tambours Have
Tambours Have er en offentlig besøgshave fyldt med smukke blomster, eksotiske planter og sjældne træer. Her er du velkommen til at gå på opdagelse i haven og blive inspireret. I haven ligger en café, hvor du kan købe lidt at spise og drikke. Henover sommeren kan du også deltage i forskellige arrangementer.
Haven er resultatet af naturelskeren Gerhard Tambours passion for at samle planter fra alle verdens hjørner, og hvert år bliver haven besøgt af flere tusinder af haveelskere.
Tambours Have holder åbent fra den 1. maj til den 30. september alle dage fra klokken 10.00 til 17.00.
Adresse: Bredmosevej 21, 6800 Varde.
Karlsgårde Sø
Hvis du besøger Tambours Have, så er det oplagt også at gå på opdagelse ved Karlsgårde Sø. Her er der en hjertesti rundt om søen på 5,3 kilometer, der tager dig gennem den flotte natur. Stien er både farbar for barnevogne og rollatorer.
Du finder både en legeplads for de små, overdækket madpakkehus, bålhytte, toilet og shelterplads ved Karlsgårde Sø.
Adresse: Karlsgårdevej 64, 6800 Varde.

Kvie Sø
Nord for Ansager ligger Kvie Sø, hvor du og familien har mulighed for at bade. I kan gå i vandet fra badestranden i søens nordlige ende, hvor det er tilladt at bade. Søen er lavvandet og er derfor perfekt for de mindste.
På stranden er der plads til at nyde solen i sommertiden og kigge ud over vandet. Her kan du også tage picnictæppet med og nyde din medbragte mad og drikke.
Du finder også en hjertesti rundt om søen på 2,5 kilometer, hvis du mangler inspiration til en lille vandretur.
Adresse: Du kan parkere på en offentlig parkeringsplads på Kvie Søvej, der ligger cirka 70 meter nordvest fra badeområdet. Herfra kan du følge en gangsti til søen.
Skallingen
Skallingen er en halvø i det nordlige Vadehav og ligger mellem Vesterhavet og Ho Bugt. Her kan du opleve uberørt natur, sæler, mange forskellige fuglearter og gå på ravjagt langs kysten.
På Skallingen kan du besøge den gamle redningsstation, der er et hvidkalket hus, som i dag fungerer som madpakkehus. Her er der borde og bænke, hvor du kan nyde din mad og drikke. Her finder du også en udstilling med plancher på væggene, der med tegninger og fotos fortæller om Skallingen.
Vær opmærksom på, at hunde ikke er tilladt på Skallingen for at beskytte det rige fugleliv.
Adresse: Skallingevej 60, 6857 Blåvand.

Vesterhavn i Nymindegab
Udenfor Nymindegab i bunden af Ringkøbing Fjord ligger Vesterhavn og de små karakteristiske Esehuse.
Lidt udenfor Nymindegab kan du følge den smalle trampesti, der fører dig ned til Vesterhavn, Esehusene og den blå kutter V6. Du kan både sidde indenfor i et af husene for at nyde picnickurven, eller tage plads udenfor, hvor du kan kigge ud over fjorden.
Adresse: Vesterhavn ligger lidt udenfor Nymindegab på højre hånd, når du kører i retningen mod Hvide Sande.
Få mere inspiration på Instagram
På Varde Kommunes profil på Instagram kan du få inspiration til nye steder, som du og familien kan besøge.

Vinterbadning: Skønne steder til et koldt dyp
Mange er vilde med at vinterbade, og i Varde Kommune finder du også gode steder, hvor du kan nyde det kolde gys.

Vinterbadning er blevet populært - også i det vestjyske. Hvis du ikke ved, hvor du skal tage hen for at vinterbade, giver vi dig her to bud på steder, hvor du kan hoppe i bølgen blå, mærke adrenalinniveauet stige, og nyde det kolde vand.
Nysø ved Varde
I Søndre Plantage finder du Nysø, der er en sø tæt på Varde, hvor der både er sandstrand og gode badeforhold. Nysø har fået mærkningen Vinterbadepunkt, men det er også et perfekt sted at tage hen i sommertiden med hele familien.

Hvidbjerg Strand
I Varde Kommune har vi masser af strande, så det er nemt at finde et sted, hvor du kan hoppe i Vesterhavet. Hvidbjerg Strand er en af de strande, du kan besøge. Her kan du bruge badebroen, så du nemt kan komme i vandet. Du kan læse mere om de forskellige strande i Varde Kommune her: Strande i Varde Kommune.

Husk, følg de gode råd for vinterbadning
Inden du går i vandet for første gang, er det en god idé at læse op på gode råd og anbefalinger om vinterbadning. Derudover er det altid vigtigt at følge baderådene.
Følg blandt andet disse gode råd:
- Bad aldrig alene.
- Vær opmærksom på vandet, der hvor du bader.
- Hopper du i Vesterhavet, så vær opmærksom på bølger, strøm og hestehuller.

Grib cyklen: 5 gode cykelruter i naturen
I Varde Kommune finder du alt fra både moderne cykelstier, stier i byen og rå markveje, der fører dig gennem Vestkystens unikke natur.

En cykeltur er en god måde at opleve den flotte natur i det vestjyske. Hvis du mangler inspiration til en cykeltur, så finder du her et bud på fem gode ruter, der tager dig rundt i vores skønne område. De fem ruter er ikke afmærket, men du finder et link til hver rute under hvert forslag, så du kan se, hvordan ruten forløber sig på kortet.
1. Karlsgårde Sø - Biltoft
På denne tur kommer du ud på en rundtur på cirka 17 kilometer. Turen starter i Næsbjerg, og mod nordvest går turen forbi Karlsgårde Sø og Karlsgårdeværket. Øst for Karlsgårde Sø finder du Tambours Have, hvor du kan gøre et stop og nyde haven fuld af smukke planter. Hvis du har børnene med på cykeltur, kan de tage en tur på legepladsen, der ligger ved haven.
2. Filsøruten
Filsøruten er 20,7 kilometer. Du kan starte din rute ved Filsø Avlsgård, og derefter følge ruten rundt om Filsø, der er Danmarks sjette største sø. Turen går over dæmningen mellem Søndersøen og Mellemsøen, og fortsætter gennem landbrugsland. Du kommer også til Blåbjerg Klitplantage, hvor du kan nyde udsigten på toppen af Danmarks højeste klit Det blå bjerg.
En cykeltur ved Filsø byder på masser af smuk natur, hvor du også har mulighed for at spotte fugle fra fugletårnet eller gå ud på Filsø Ellipsen. Du kan tage en pause og nyde din medbragte mad og drikke ved naturrummet, der ligger tæt på ellipsen.

3. Varde By
Med denne rute kommer du både forbi flot natur og ind i Varde by. Ruten er en 17 kilometer lang rundtur i Varde med start ved Sportium. Derefter går turen forbi Campus Varde, hvorefter du følger en rute langs Varde Å og gennem det gamle Varde Sommerland. Her kan du tage en pause, og hvis du har børn med, kan de lege på legepladsen. Efterfølgende kommer du gennem den flotte natur i Sønder Heden Plantage og slutter turen igen ved Sportium.
4. Blåvand og Hvidbjerg
Dette er en kortere rute på ni kilometer. Du kan starte din rute i Blåvand ved Oksby Kirke på Tane Hedevej. Herefter tager du turen mod øst af Blåvandvej, hvor du følger Gl Mælkevej ud mod Tane Hedevej. Her kommer du forbi museet Tirpitz designet af Bjarke Ingels, der byder på arkitektur, oplevelser og gode fortællinger. Herefter følger du ruten ud mod Hvidbjerg Strand, hvor du kører tæt på Vestkysten. Her kan du tage en pause og hoppe i bølgerne, hvis vejret er til det.
5. Agerbæk - Klelund
På denne rute får du en rundtur på 22 kilometer med start i byen Agerbæk. Du bevæger dig blandt andet over kommunegrænsen og ind i Klelund Plantage, hvor der er en dyrehave med naturlegeplads. I den nordlige del af plantagen finder du også et 26 meter højt udkigstårn, som du kan tage op i og nyde udsigten fra. Syd for Agerbæk finder du et skovområde, hvor du kan tage en pause i madpakkehuset. Her finder du også vandrestier og mountainbikespor.

Dronningen af Filsø

I første sæson af LIVET MOD VEST nævnte flere gæster naturen som en afgørende faktor for, at de i dag bor i Vestjylland. Men hvad gør naturen længst mod vest til noget særligt, og hvordan adskiller den sig fra resten af Danmark? Det undersøger Christine i dette afsnit.
Merete Vigen er kendt som Dronningen af Filsø. Hun er naturvejleder og kender den vestjyske natur bedre end nogen anden. På en gåtur rundt om Filsø tæt på Vesterhavet hjælper hun Christine med at forstå naturen.
Du får i dette afsnit konkrete anbefalinger til unikke naturoplevelser. Og så forklarer Merete, hvordan du kan ”strække øjnene ud”.
Du finder alle afsnit fra LIVET MOD VEST her.
Du kan abonnere på podcasten gennem Apple Podcasts og Spotify eller der, hvor du lytter til podcast.
Kom tæt på natur og kultur gennem læringsuniverset UDFORSK
Her i Varde Kommune kommer børnene helt tæt på naturen og kulturen gennem vores eksterne læringsunivers UDFORSK.

Hvert år udbyder UDFORSK et program med forskellige spændende læringsforløb gennem kommunens dagtilbud og skoler. Her kan børnene udforske natur, naturvidenskab, kulturhistorie og kunst fra de er helt små, til de forlader folkeskolen.
Læs mere om UDFORSK og de spændende forløb herunder.
Oplev og lær om naturen
Gennem forløbene får børnene en anden oplevelse i hverdagen og skoledagen, hvor de møder nye steder og bliver klogere på nye områder. Sammen med passionerede formidlere og lokale aktører går børnene på opdagelse i kommunens lokalområder, seværdigheder og natur, og besøger alt fra genbrugsstationer til lokale museer og naturområder som Nationalpark Vadehavet og Filsø.
Forløbene afspejler Varde Kommunes vision ”Vi i Naturen”, der indrammer fortællingen om det gode liv i naturskønne omgivelser. Børnene introduceres for kommunens naturområder og lærer om naturen og at passe på deres omgivelser ved blandt andet at blive klogere på affaldssortering, og hvordan affald kan være en ressource.

Fordybelse i kunst og kultur
Forløbene lærer også børnene om kunst og kultur, hvor de bliver introduceret til alt fra moderne dans og teater til ballet og klassisk musik. Nogle af forløbene foregår som workshops, hvor børnene selv får lov til at fordybe sig i kunsten, og andre forløb handler blot om at lære gennem forestillinger.
Oplevelser uden for skema
Der venter børnene mange spændende oplevelser, der adskiller sig fra deres normale hverdag. Elever fra 2. klasse kan for eksempel gå på opdagelse i Nationalpark Vadehavet, der er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, hvor de bliver klogere på det skjulte dyreliv i området.
Børnene fra 3. klasse har mulighed for at opleve en forestilling om moderne dans, der inspirerer andre til at danse, bevæge sig frit og udtrykke sig med kroppen.
Et sidste eksempel er, at elever fra 5. og 6. klasse har mulighed for at deltage i Naturfagsmaraton, der er et kreativt og innovativt forløb med spændende opgaver og konkurrencer. Forløbene udvikles og fornyes hvert år, og der vil også snart være forløb for børn i dagpleje, vuggestuer og de yngste børnehavebørn.
De lokale aktører bag programmet for UDFORSK er DIN Forsyning, Varde Bibliotek, NaturKulturVarde, Varde Kommune samt Musik & Billedskolen, men der vil også være flere gæsteaktører, der hvert år deltager i programmet.

Strande i Varde Kommune
Med 52 kilometer sandstrande tilbyder Varde Kommune mange gode muligheder for dig, der gerne vil bade, gå ture eller sole dig ved det skønne Vesterhav.

Vesterhavet er et attraktivt sted, og her i kommune har vi hyggelige kystbyer og flotte strande lige i baghaven. Alle strande nævnt her med undtagelse af Grærup Strand og Skallingen er mærket som Badepunkter. Det betyder, at badevandet er rent, og at der er høj badesikkerhed.
Du kan læse om de forskellige strande herunder.
Nymindegab Strand
Ved Nymindegab Strand kan du opleve et naturskønt område med Nymindestrømmen og Nyminde Plantage på den ene side af klitterne og Vesterhavet på den anden side.
Stranden ved Nymindegab er bred med masser af plads til alle besøgende. Du kan også vælge at følge vejen langs klitterne og Nymindestrømmen og parkere ved Gammelgab Strand. Denne køretur fra Nymindegab Strand mod Gammelgab Strand og rundt kalder de lokale for en ”tur rundt om Æ’ Gammel Gaf”.
Houstrup Strand
Houstrup Strand er en kombineret strand, hvor du har mulighed for at sole dig uden badetøj på og nøgenbade på et stykke af stranden cirka 500 meter mod syd.
Stranden ligger tæt på sommerhusområdet i Houstrup, og selve turen ud til stranden byder på flot og ugeneret natur.

Blåvand Strand ved Blåvandshuk Fyr
I Blåvand kan du tage til stranden ved Blåvandshuk Fyr, der er beliggende i et stort ferieområde tæt på Blåvand by.
Blåvandshuk er kendt som Danmarks vestligste punkt og som et godt sted at finde rav. Du kan tage op i Blåvandshuk Fyr, der står på Horns Bjerg 18 meter over havets overflade, hvor du kan spejde ud over landskabet og Vesterhavet.
Blåvandshuk Strand adskiller sig fra mange af de andre strande på vestkysten, da der er lavvandet langt ude i havet.
Hvidbjerg Strand
Du kan både besøge Hvidbjerg Strand ved Hvidbjerg Camping og ved Grønningen.
På Hvidbjerg Strand kan du opleve de fire muldyrbunkere, der blev opført i anledningen af 50 året for Danmarks befrielse den 5. maj 1945. Du kan nemt komme til stranden via gangstier, hvor der også er en handicaprampe. På stranden finder du en badebro, og der er livreddere på stranden i sommerperioden i cirka syv uger.
Hvis du er til windsurfing eller kitesurfing er det tilladt syd for Hvidbjerg Strand ned til Høje Knolde Strand på Skallingen. Er du til mere rolige omgivelser, kan du tage til stranden ved Grønningen, hvor der som regel er færre besøgende.
Henne Mølle Å Strand
Syd for Henne Strand i rolige, naturskønne omgivelser finder du Henne Mølle Å Strand. Området er kendetegnet ved åen med vand fra Filsø, som du kan følge hele vejen ud til stranden.
Du kan parkere ved Henne Mølle Å Badehotel, der er opført af arkitekten Poul Henningsen (PH) i 1936.
Stranden er et Badepunkt, men du skal være opmærksom på, at der er badeforbud i et afmærket område syd for Henne Mølle Å.

Vejers Strand
Vejers Strand er kendetegnet ved, at du kan parkere bilen på den ene side af stranden. Stranden er tæt på Vejers by, hvor det summer af liv i sommertiden, da badebyen er en populær feriedestination. Der er livreddere på stranden i sommerperioden i cirka syv uger.
Grærup Strand
Grærup Strand ligger mellem Vejers Strand og Henne Strand. Stranden er kendetegnet ved, at den grænser op til Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn, der er et 6.500 hektar stort militært øvelsesområde. Stranden er også kendt for at være børnevenlig, da vandstanden er lav.
Henne Strand
Henne Strand er en populær strand både blandt lokale og turister beliggende i et sommerhusområde. Stranden ligger meget tæt på byen med samme navn, hvor du både kan shoppe, tage på café og restaurant eller finde overnatningsmuligheder.
Du kan nemt komme til stranden fra parkeringspladsen, da du ikke skal bestige nogle store klitter for at komme ned på stranden. Der er livreddere på stranden i sommerperioden, der varer cirka syv uger.

Skallingen
Hvis du vil opleve uberørt og fredet natur, skal du tage til Skallingen, der er en halvø i det nordlige Vadehav.
Ved Skallingen kan du opleve sæler og adskillige fuglearter, og langs kystlinjen kan du gå på ravjagt.
Du skal dog være opmærksom på, at hunde ikke er tilladt på Skallingen for at beskytte det rige fugleliv.
Børsmose Strand
Ved Børsmose Strand kan du køre bilen helt ned til den nordlige del af stranden, hvor det er tilladt at parkere, så det er nemt for alle at tage til stranden og nyde vandet. Stranden ligger ved et ferieområde med sommerhuse og campingplads.
Hvis du gerne vil bade og sole uden badetøj på, så kan du også det cirka to kilometer nord på, hvor stranden starter ved Børsmose Camping.

Få et adrenalinkick på mountainbikeruterne
Hvis du ikke kan få nok af fart og udfordrende ruter, så tag mountainbiken med ud til en af Varde Kommunes naturskønne mountainbikeruter.

Her i området finder du flere mountainbikeruter. Du finder både ruter på forskellige længder, højder og sværhedsgrader, så der er noget både for nybegynderen og den mere erfarne mountainbikerytter.
Læs mere om de forskellige mountainbikeruter herunder.
Blåbjerg Klitplantage
Blåbjergvej 100, 6830 Nr. Nebel
I Blåbjerg Klitplantage finder du nogle af de bedste mountainbikeruter i Danmark. Her ligger en konkurrencerute, der i 2010 blev brugt ved DM i MTB. Derudover er Blåbjerg Plantage også en del af Naturstyrelsens De 10 Spir, der indikerer, at området har rigtig gode mountainbikemuligheder.
Alt efter hvor øvet du er, kan du vælge mellem tre ruter. Den grønne rute er den lette rute på 4,3 kilometer og cirka 100 højdemeter. Hvis du er mere til en lang rute, kan du tage den hvide rute på 13 kilometer og 190 højdemeter. Er du en erfaren rytter, kan du udfordre dig selv ved at tage den svære sorte rute på 7,4 kilometer og 145 højdemeter.
Grusgraven - Søndre Plantage
Roustvej 4, 6800 Varde
I Søndre Plantage er en stor del af plantagen gammel grusgrav, og du kan derfor tage en tur ud på varierende og udfordrende ruter. Den grønne rute er et lettere spor på 2,4 kilometer og 16 højdemeter. Den blå rute er en rute på 4,1 kilometer og 40 højdemeter, og kan køres af de fleste. Hvis du har styr på teknikken, kan du prøve kræfter med den sværere røde rute på 6,5 kilometer og 52 højdemeter.

Militærskoven - Sønder Heden Plantage
Søndermarksvej 20, 6800 Varde
Tæt på Militærskoven i Varde Syd finder du Sønder Heden Plantage, hvor du kan køre en mountainbikerute på 7,1 kilometer og 30 højdemeter. Ruten er en blå rute med røde sløjfer, og du kan følge de sorte afmærkninger rundt i plantagen.
Ølgod Byskov
Skolegade 22, 6870 Ølgod
Ølgod Byskov byder på en hvid rute, hvor du kan tage en kort version af ruten på tre kilometer og 22 højdemeter. Hvis du vil ud på en længere tur, kan du udforske ruten på fem kilometer og 39 højdemeter, der både byder på skarpe sving og "Johnnys fald", hvor du følger sporet, der snor sig ned af en bakke.
Ansager Plantage
Grødevej 2, 6823 Ansager
I Ansager Plantage kan du vælge mellem to mountainbikeruter. De to spor følger hinanden på en del af strækningen, men den ene er mere velegnet for nybegyndere og den anden for øvede. Blå rute er det lette spor på 3,4 kilometer og 17 højdemeter. Den kræver færre tekniske færdigheder, og er derfor god til dig, der er nybegynder. Den røde rute er primært for erfarne ryttere, der vil udfordre sig selv med stejle op- og nedstigninger. Ruten er fire kilometer og 40 højdemeter.

10 naturskønne områder med korte vandreruter
I Varde Kommune er der god mulighed for at komme ud i naturen til fods.

Hvis du leder efter korte og afmærkede vandreruter på under fem kilometer i Varde Kommune, kan du finde inspiration i listen herunder.
1. Nyminde Plantage - 1,7 kilometer
Den røde rute gennem Nyminde Plantage er 1,7 kilometer, og fører dig gennem et kuperet terræn og små stier. Ruten går rundt i den nordlige del af plantagen, og starter langs den østlige side af Nymindestrømmen og videre ind i plantagen. Du kan følge skiltet mod Hattebjerget og opleve den flotte udsigt ud over landskabet. Det er muligt at starte din rute for enden af Ulvedalvej i Nymindegab.
2. Søndre Plantage - 2,6 kilometer
Søndre Plantage ligger sydøst for Varde og byder på en kort rød rute på 2,6 kilometer, hvor du kommer forbi udsigtspunktet ”Bjerget” med udsigt ud over landskabet og Nysø. Det er muligt at parkere inde i skoven, hvor rød og gul rute mødes.
3. Ho Klitplantage - 2,3 kilometer
I Ho Plantage kan du tage den røde rute på 2,3 kilometer. Ruten går blandt andet forbi Jens Jessen Sande, hvor du fra toppen har udsigt ud over Ho Bugt. Ruten starter ved Tane Hedevej.

4. Kærgård Klitplantage - 4,7 kilometer
Den gule rute i Kærgård Klitplantage er cirka 4,7 kilometer og ligger midt i plantagen. På denne rute kommer du forbi de tilsandede ege, hvor kun trækronerne stikker op over jorden. Du finder også udsigtspunktet Gråmulebjerg, hvor du kan nyde udsigten udover stranden, plantagen og Filsø. Du kan parkere din bil på parkeringspladsen ved Petersholmtårnet.
5. Oksby Plantage - 2,3 kilometer
I Oksby Plantage kan du følge den røde rute på 3,2 kilometer. Ruten er i et forholdsvist fladt terræn og udgår fra parkeringspladsen ved Kirkeflod.
6. Houstrup Strand - 2,9 kilometer
Den røde rute ved Houstrup Strand er 2,9 kilometer og ligger ud mod vest. Ruten er kuperet og strækker sig over klitterne. Du kan parkere din bil på parkeringspladsen ved Houstrup Strand, hvor du også nemt kan komme ud til Vesterhavet.

7. Vrøgum Plantage - 3,2 kilometer
Den røde rute i Vrøgum Plantage er 3,2 kilometer og fører dig gennem den østlige del af Vrøgum Plantage. Ruten starter ved Ballonparken i Vrøgum, hvor der er legeplads, overdækket grillplads, bålplads og toiletbygning.
8. Blåbjerg Klitplantage - 3,7 kilometer
I Blåbjerg Plantage kan du tage den røde rute på 3,7 kilometer. Ruten går gennem plantagen i det bakkede terræn og forbi skulpturen Relikvieskrin, der er opsat i 1993. Du kan starte din rute fra parkeringspladsen i plantagen. Her kan du også tage trappen op til Blåbjerg Stenen på ”Det Blå Bjerg”, hvor du har udsigt ud over plantagen.
9. Ål Klitplantage - 4,2 kilometer
Rød rute i Ål Plantage er på 4,2 kilometer. Turen går rundt om Ål Præstesø, der er et badepunkt. På ruten finder du både en naturlegeplads ved museet FLUGT og en skovlegeplads ved Torps Allé i Oksbøl. Du kan holde på parkeringspladsen ved Præstegårdsvej vest for Oksbøl.
10. Vejers Klitplantage - 3,8 kilometer
I Vejers Klitplantage kan du følge den røde rute på 3,8 kilometer også kaldet Råsø Sporet. Her er der normalt gode muligheder for at se krondyr i det åbne landskab omkring Råsø. Ruten starter ved Vejers Havvej.

Oplev de livlige kystbyer langs Vesterhavet
Langs den jyske vestkyst i Varde Kommune finder du livlige kystbyer med et stort udvalg af aktiviteter, naturoplevelser, shopping og cafemiljøer. Kystbyerne strækker sig fra Nymindegab i nord over Henne og Vejers til Blåvand og Ho i syd.

I sommermånederne summer byerne af liv og aktiviteter, når turisterne sætter kurs mod kystens mange sommerhuse og badebyer. Vinterhalvåret byder også på mange oplevelser, men i en mere rolig stemning, hvor de naturskønne omgivelser langs Vesterhavet indbyder til ro, hyggestunder og bølgebrus.
Læs mere om de fem kystbyer herunder.
Nymindegab: Kunst, kultur og natur
Nymindegab er med sine godt 200 indbyggere en lille, men historisk by. Byen finder du otte kilometer nordvest for Nørre Nebel. Byen ligger på en klint ved Ringkøbing Fjords gamle udløb, som af de lokale bliver kaldt "Æ' Gaf". Beliggenheden gør, at du mødes af et smukt syn uanset om du kører ind eller ud af den nordlige del af byen.
I Nymindegab finder du Vesterhavn, hvor V6 og Esehusene ligger. Via en trampesti fra byen kommer du nemt ned til de små, gamle fiskerhuse. Derudover ligger Nymindegab Strand og Vesterhavet ganske tæt på, hvor du nemt får adgang til via flere strandstier.
Nymindegab er mere end strand og smuk natur. Er du til kunst og kultur, skal du slå et smut forbi Nymindegab Museum. Her kan du blandt andet opleve den skjulte historie om en af Danmarks første kunstnerkolonier, Nymindegabmalerne, der blev grundlagt af Skagensmaleren Laurits Tuxen.

Henne Strand: En ferieperle
Henne Strand er en perle på vestkysten, der med over 1200 sommerhuse, gode campingpladser, vandrehjem og meget andet er en vellidt feriedestination blandt mange turister.
Henne består af byen Henne Strand samt mindre byer og områder: Henne Mølleå, Henneby, Henne Kirkeby og Henne Stationsby. Fælles for dem alle er, at de hver især byder på helt specielle oplevelser indenfor gastronomi, overnatning og natur.
Henne Strand er selve kystbyen, og rummer et væld af specialbutikker, aktiviteter for store og små, shopping samt hyggelige spisesteder, caféer og restauranter.
Området omkring Henne Strand byder på særpræget natur i alle retninger. Mod nord ligger Lyngbo Hede og Blåbjerg Klitplantage, og mod syd finder du Kærgård Klitplantage og en af Danmarks største søer, Filsø.

Vejers Strand: Mærk kystens ro
Syd for Henne Strand finder du den rolige kystby Vejers Strand. Det første sommerhus blev bygget i 1910, og siden er hundredvis af sommerhuse kommet til byen og klitterne.
I dag består Vejers Strand af et mindre byområde med indkøbsmuligheder, små butikker og caféer. På trods af den stigende interesse for området, har Vejers formået at holde fast i den rolige ferieform med lav puls.
Noget af det helt specielle ved Vejers er, at det er tilladt at køre med bil på den sydlige del af stranden. Derudover er stranden en rigtig sandstrand og et vellidt udflugtsmål.

Blåvand: Pulserende byliv på Danmarks vestligste punkt
Blåvand er en pulserende kystby med et aktivt handelsliv. Her finder du gode shoppingmuligheder, lokale specialiteter, dagligvareforretninger, kunsthåndværk, gallerier, spisesteder og nærmest uendeligt mange muligheder for overnatning.
Men Blåvand er også mere end byliv og sommerhuse. Da tyskerne under Anden Verdenskrig holdt til ved den danske kyst, byggede de store bunkere nord for Blåvand Fyr, som i dag står som bastante mindesmærker fra krigens tid. Du kan dykke ned i historien ved at besøge Tirpitz, som ligger lige udenfor byskiltet i Blåvand. Her kan du gå på opdagelse i en gammel bunker, der nu er forvandlet til internationalt anerkendt museum. Her kommer du med ind under sandet, hvor du lytter til veskystens mange skjulte fortællinger om forliste skibe, kostbare ravskatte, krigen og forbudt kærlighed.
Når du besøger Blåvand, kommer du ikke udenom byens og områdets kendetegn, Blåvandshuk Fyr. Fyrtårnet er 32 meter højt og beliggende på Danmarks vestligste punkt. Fra toppen af fyret kan du se udover Blåvand, Kallesmærks Hede og Skallingen. Blåvandshuk kaldet for "Hukket", og er internationalt kendt for sit store fugletræk.

Ho: Bugtens historiske by
Ho er en landsby på toppen af Nationalpark Vadehavet beliggende syv kilometer fra Blåvand og elleve kilometer fra Oksbøl. Ho knytter sig til Ho Bugt, og var tidligere blandt de tættest beboede områder i Vestjylland, da bugten gav læ for fragt- og fiskeskibe.
Når du kører gennem Ho, kommer du forbi de karakteristiske hvidmalede huse med hvide træværk langs vejen og kirken.
En lille gruppe ildsjæle, som alle har en stor kærlighed til Ho, har oprettet en forening, hvor formålet er at sikre den fortsatte udvikling i byen i samspil med natur og mennesker. Byen har sammen med Blåvand også en aktiv erhvervsforening, der arbejder for at gøre områderne attraktive og sikre udvikling.
Du kan næsten ikke sige Ho uden at sige Skallingen. Skallingen er en halvø i det nordlige Vadehav, som ligger mellem Blåvand og Esbjerg. Halvøen er cirka syv kilometer lang, og har et rigt dyreliv. Derfor er det heller ikke tilladt at medbringe hund på Skallingen.

Snør vandrestøvlerne: 10 lange vandretur gennem naturen
Varde Kommune byder på mange gode vandreruter gennem naturskønne områder.

Vi har samlet ti lange vandreruter med flotte omgivelser på over seks kilometer, du kan tage på.
1. Nyminde Plantage - 6,8 kilometer
Du kan følge den afmærkede gule rute på 6,8 kilometer rundt i Nyminde Plantage. Ruten går langs den østlige side af Nymindestrømmen og ind i plantagen. På ruten kan du vælge at følge skiltet mod Hattebjerget, hvor du kan spejde ud over landskabet med klitterne og Vesterhavet ude i horisonten. Du kan parkere din bil for enden af Ulvedalvej i Nymindegab og starte din gåtur der.
2. Houstrup Strand - 6,8 kilometer
Ved Houstrup Strand kan du tage den gule rute på 6,8 kilometer, der både går gennem Nyminde Plantage og Blåbjerg Plantage. Ruten er kuperet og strækker sig over klitterne. Du kan parkere bilen ved parkeringspladsen ved Houstrup Strand og dermed også tage en gåtur langs Vesterhavet.
3. Ål Klitplantage - 8 kilometer
Ål Plantage byder på en gul rute, der deler sig i to. Her kan du tage den kortere rute på syv kilometer, der primært følger nemt tilgængelige stier. Den anden rute er lidt længere på cirka otte kilometer, hvor du bliver ledt igennem et forholdsvist kuperet terræn. Du kan starte din rute ved SportsPark Blaavandshuk ved tennisbanerne. Ruten fører dig rundt om Ål Præstesø og ind i plantagen. På turen kommer du også forbi to legepladser.

4. Vejers Klitplantage - 7,4 kilometer
I den nordlige del af Vejers Klitplantage kan du følge den gule rute på 7,4 kilometer. På ruten kommer du forbi Ålestrømmen, og bevæger dig nordpå i plantagen og ud mod stranden.
5. Ho Klitplantage - 7,5 kilometer
Den gule rute i Ho Plantage er på 7,5 kilometer og byder blandt andet på udsigtspunktet Jens Jessens Sande, hvor du fra toppen har udsigt ud over Ho Bugt. Her er det ofte også muligt at se en masse dyreliv såsom rådyr og havørne. På ruten kommer du forbi Ho Ellipsen, hvor der er en bålhytte og et shelter.
6. Blochsgård - 8,1 kilometer
Denne rute er på 8,1 kilometer og fører dig gennem Kærgård Plantage ned til Børsmose Strand. I 2022 blev den certificeret som den sjette Premium Vandreture i Danmark af Deutsche Wanderinstitute, og den er dermed en rute, der har en særlig høj oplevelsesværdi. Du kan starte din vandring fra Naturbasen Blochsgaard, hvor der både er madpakkehus, toilet, shelter og bålplads.

7. Ansager Kanalsti - 8,4 kilometer
Ansager Kanalsti er 8,4 kilometer og følger den tidligere Ansager Kanal til Karlsgårde Sø. Ruten går fra Stemmeværkspladsen på Kanalvej og videre mod syd til Bredmosevej ved Karlsgårde Sø. Ved Karlsgårde Sø kan du besøge Tambours Have, der er fyldt med forskellige, flotte blomster, planter og træer.
8. Vrøgum Klitplantage - 9,4 kilometer
I Vrøgum Plantage kan du tage den gule rute på 9,4 kilometer og komme godt rundt i store dele af plantagen. Du kan starte din rute ved Ballonparken i Vrøgum, hvor der både er legeplads, overdækket grillplads, bålplads og toiletbygning.
9. Blåbjerg Klitplantage - 11,4 kilometer
Den gule rute i Blåbjerg Plantage giver dig mulighed for at tage ud på en lang vandretur på 11,4 kilometer. Ruten går først gennem plantagen og derefter vest på ud til Lyngbos Hede og tilbage til plantagen igen. Stien udgår fra parkeringspladsen i plantagen. Herfra kan du også tage trappen op til Blåbjerg Stenen på ”Det Blå Bjerg”, hvor du kan kigge ud over den store plantage.
10. Karlsgårde Sø- 5,3 kilometer
Ved Karlsgårde Sø kan du gå en rask gåtur i naturskønt område med en let og tilgængelig rute for hele familien. Ved Tambours Have finder du en skøn legeplads, hvor der også er plads til at nyde en medbragt picnic. Der er parkeringsmuligheder flere steder rundt om søen. Blandt andet ved Karlsgårde Vandkraftværket og Tambours Have.
