Svømmehaller i Varde Kommune
Hop i baljen og leg med ungerne, nyd en svømmetur i ro og mag eller slap af i spabade og saunaer. Svømmehallerne i Varde Kommune byder på en bred pallette af muligheder for voksne, børn og familier.
Helle Hallen i Årre
Med både små og store bassiner har svømmehallen i Helle Hallen noget for hele familien - uanset om du vil svømme baner, hoppe fra vipperne, plaske i børnebassinet eller suse ned ad rutsjebanerne.
For de voksne er der stilleaftener med dæmpet lys, beroligende musik og forfriskende saunagus, der skaber en atmosfære af ren afslapning.
Vestjysk Bank Hallerne i Ølgod
Om du er baby, barn eller voksen, er der et bassin for dig i Ølgod. Her kan de små nyde godt af det behagelige 33 grader varme børnebassin, der skaber et trygt og sjovt miljø for de små. Samtidig er der gode faciliteter til babysvømning.
For de lidt større børn er der mulighed for at give den gas. Og står du og skal holde en børnefødselsdag, er det også en mulighed i svømmehallen.
Er du mere til at svømme i ro og mag uden støj, er det muligt til en stille omgang morgen- eller aftensvømning.
Form og Fritid i Nørre Nebel
Svømmehallen i Nørre Nebel tilbyder tre bassiner skræddersyet til forskellige behov. Det store bassin er smart opdelt i en svømme- og legezone, der giver plads til sjov og motion.
Varmtvandsbassinet og børnebassinet er designet til de mindste, og skal du holde børnefødselsdag, er det også muligt i svømmehallen i Nørre Nebel.
Du kan også nyde en afslappende stund i saunaen, hvor der flere gange om ugen er saunagus samt særlige arrangementer som wellnessaftener og elitegus.
Sportspark Blaavandshuk i Oksbøl
Dyk ned i Sportspark Blåvandshuks 2500 m2 store svømmehal og badeland. Her kan du give den gas på den 25 meter lange svømmebane, kaste dig ud fra både et og tre meter vippen eller udfordre dig selv på klatrevæggen. I saunaerne kan du mærke varmen og opleve en forfriskende følelse, når der er saunagus.
Sportium i Varde
I Sportium finder du både svømmehal og wellness. Wellnessafdelingen inviterer dig ind i en verden af velvære med tre unikke saunaoplevelser, udendørsbassin og- brusere til det kolde gys i udendørsbassinet og en varm spa.
Svømmehallen byder på tre bassiner, hvor du kan svømme baner, tage spring fra tre meter vippen, prøve den lange rutsjebane og føle bølgerne i bølgebassinnet. De yngste kan boltre sig i babybassinet og lege med legetøj i vandet.
Hvis du gerne vil starte dagen i fred og ro, kan du i de tidlige morgenstunder gå til stille- og morgensvømning.