Juniorklubben giver frihed for familien i hverdagen
Verdens bedste juniorklub ligger i Ansager, hvis du spørger familien Smidt Kristensen. Børnene Gustav fra 2008 og Ida fra 2010 går i byens juniorklub efter skole, og det giver ro for hele familien.
- Det betyder, at de har noget godt at tage sig til efter skole. Klubben har åben mandag til torsdag efter skole, og vi er vildt imponerede over klubbens tilbud, fortæller mor Pernille Smidt Kristensen.
En nem hverdag for familien
Gustav og Ida elsker at gå i juniorklub efter skole, og det giver ro i hverdagen, at mor Pernille og far Ronni ikke skal skynde sig hjem fra arbejde. Med et nybygget hus og stisystemer til det hele i byen kører hverdagen uden gnidninger for hele familien.
En hverdagskabale, der går op
Pernille Schmidt Kristensen fortæller, at klubben er for børn i 4.-6. klasse, og at den ligger tæt på skolen, så det er nemt for børnene at komme derhen.
- Vi betaler kun et lille beløb hver måned, og de laver masser af sjove ting i klubben. Klubben arrangerer også nogle ture ind imellem til for eksempel svømmehal, jump city eller bowling. Til hverdag i klubben laver de kreative ting, spiller pool eller PlayStation sammen med de andre fra skolen. De tager også i gymnastiksalen på skolen og arrangerer for eksempel LAN-party, som vi forældre hjælper til med, siger Pernille.
Det gode eftermiddagstilbud gør, at hverdagen går fint op med Pernilles og Ronnis arbejdspladser i henholdsvis Give og Varde.
- Vi skal ikke bekymre os om børn, der sidder alene hjemme hele eftermiddagen, og de er ovenikøbet rigtigt godt underholdt. De elsker juniorklubben, fortæller Pernille.
Tryghed for alle
Familien holder meget af at bo i Ansager, hvor de korte afstande og stisystemer gør, at børnene også selv cykler afsted til og fra skole og sportsgrene.
- Det er meget trygt, og vi har alt det, vi har brug for her i hverdagen. Der er en god skole, dagligvarebutikker, flere spisesteder blandt andet med takeaway og masser af muligheder for fritidsaktiviteter. Især Ida går meget op i fodbold, og byens store pigehold er en kæmpe succes, forklarer Pernille.
Både Gustav og Ida har travlt i fritiden og på skift har de både gået til fodbold, håndbold, gymnastik, FDF, bueskydning og badminton i Ansager.
Kanotur på åen
Familien har valgt at bygge hus i det nye kvarter Egedalen, hvor Ansager Å slynger sig forbi. Den nærliggende natur har dog også haft betydning for familiens fritid.
- Vi elsker gåturene langs åen, og vandet tiltrækker os meget, så i sommers købte vi en kano. Den kan vi nu bare smide i åen og tage en tur sammen ud til for eksempel stemmeværkspladsen, siger Pernille Smidt Kristensen med et smil.
”Vi har købt en kano, så vi nu bare kan smide den i åen og tage en tur sammen hele familien.”
– Pernille Schmidt Kristensen