Her kan man altid få en hjælpende hånd
Da Tina Skak og Claus Henneberg ville slå sig ned sammen, var en del af deres vennegruppe allerede ved at slå sig ned i Outrup, hvor Claus også stammer fra.
- Jeg er selv fra en lille by, og jeg har det bedst med at være tryg der, hvor jeg er. Claus talte godt om Outrup og fællesskabet her, så han fik mig overtalt, fortæller Tina Skak.
I februar 2016 flyttede de i eget hus i byen, og i juni samme år kom Valdemar til verden.
”Arbejdsmæssigt har du et bredt areal, du kan pendle ud til. Og når ungerne bliver store, så har vi tog mod nord og syd, når de skal have sig en uddannelse"
– Tina Skak
En kæmpe tryghed
Tina arbejder som skolepædagog, mens Claus kører for en maskinstation en halv time fra Outrup. De første par år som en lille familie, oplevede de derfor værdien i det tætte fællesskab i byen. Der var altid en hånd til at hjælpe, når man havde brug for det.
- I marts 2019 fik vi Alberte, men der var desværre komplikationer ved fødslen, som betød, at hun skulle medicineres. Vi vidste ikke helt, om hun havde taget skade, fortæller Tina.
Det var nogle hårde første år, og her blev parret bare endnu gladere for at bo i Outrup.
- Det var svært, men folk her i byen har været åbne og turdet spørge ind. Og vi har fået al den hjælp, vi kunne tænke os i hverdagen. Claus arbejder meget i perioder, og jeg skal jo også passe mit arbejde, så det betyder alt, at man hjælper hinanden på kryds og tværs her. Der var bare nogen, der greb os. Vi er så taknemmelige for at bo her, fortæller Tina og tilføjer, at Alberte heldigvis er helt normalt fungerende i dag.
Hun går i dagpleje, mens storebror Valdemar nyder livet i byens gode børnehave, hvor Tina også hjælper til frivilligt.
- Senest har vi fået et stort beløb hjem til en musiklegeplads. Der er bare en vildt god opbakning fra byen, når der er nye projekter, siger hun.
Og nye projekter er der mange af. Tina er fornylig blevet jump-instruktør og har været med til at stable et jump hold på benene. Opbakningen er stor og idrætsgrenen er i vækst. Senest nyt er, at nybagte mødre også har muligheden for at svede igennem på den lille trampolin, da babyjump er blevet tilføjet til listen over sportsgrene i Outrup.
Foreningsliv og skøn natur
Tina Skak fremhæver også det gode foreningsliv i byen, og børnene går selvfølgelig til børnegymnastik her i gymnastikkens højborg, og Valdemar går til fodbold. Claus spiller badminton om vinteren, mens mor Tina er jumpinstruktør og hopper i den lille trampolin flere gange ugentligt.
-Jeg kommer også afsted på ture med ladcyklen og ungerne. Vi pakker bare en madpakke og kører afsted, og så får jeg jo både frisk luft og motion, siger Tina, som er en del af byens ”ladcykelklub”.
Familien elsker naturen omkring Outrup, og Tina nævner de kun ti minutter i bil til Vesterhavet, syv minutter til Blåbjerg Skov og 20 minutter til fjorden ved Bork.
- Arbejdsmæssigt har du jo også et bredt areal, du kan pendle ud til. Og når ungerne bliver store, så har vi tog mod nord og syd, når de skal have sig en uddannelse, fortæller Tina.