Nelli har fundet tiden til børn og drømme i Billum
Drømmen om et mere simpelt liv, mere økonomisk frihed og mere tid til børnene trak Nelli og hendes mand til slægtsgården i Billum.
Der var engang, hvor Nelli og hendes mand Søren boede i storbyer verden over Aarhus, Malmø, Kuala Lumpur og endda New York. De elskede pulsen, mulighederne og rejselivet. Men på et tidspunkt kom der en længsel efter noget andet: Ro, nærvær og et sted at høre til.
"Vi savnede at trække vejret," fortæller Nelli, der til dagligt arbejder som selvstændig grafiker.
Da muligheden for at købe en slægtsgård i Billum opstod, tog de springet. I januar 2016 flyttede de midt i vintermørket for at prøve livet på landet af.
"Vi tænkte, at hvis vi kunne lide at flytte til Vestjylland i januar i rusk og mørke, så ville vi nok kunne lide det resten af året, og det kunne vi i den grad."
Afspil video
Fra deadlines til dagslys
Før flytningen var hverdagen præget af travlhed og deadlines. Nelli arbejdede på et digitalt bureau i Aarhus, og hamsterhjulet kørte stærkt.
"Jeg svarede altid, at der var travlt, når folk spurgte, hvordan det gik, men jeg blev træt af den fortælling."
I dag er tempoet anderledes. Naturen er blevet en fast del af familien, og fællesskabet i landsbyen fylder mere end forventet.
"Jeg troede, jeg skulle være mere mig selv på gården, men det er virkelig stort at være en del af et lille samfund."
Mere frihed og tryghed
Vestjyllands billigere boligpriser har givet familien økonomisk frihed. De er gældfri og kan prioritere tid med børnene og frivilligt arbejde frem for materielle goder.
"Frihed er at kunne tage til morgensamling og sidde der mellem 90 børn på friskolen og synge ‘Livstræet’ – ikke at have et nyt køkken," fortæller Nelli.
Hun tilføjer, at hun indimellem må nive sig selv i armen.
"Når vi går rundt i haven, og børnene leger ved vores vandhul, bader i mudder eller spiser ærter direkte fra køkkenhaven, kigger jeg på det og tænker: Ja, det var præcis det her, vi drømte om."
Drømmer om at blive gammel i Billum
Nelli håber at blive gammel på gården og i lokalsamfundet. Hun ønsker, at fællesskabet består, og at flere opdager, hvor meget det giver at være en del af noget større.
"Jeg drømmer virkelig om at blive gammel her i det her hus… og spille kroket i klubhuset, når jeg bliver gammel nok," fortæller Nelli med et smil.