Fra Sønderborg til Nordenskov
Hvis ikke Sergentskolen i Sønderborg var flyttet til Varde i 2014, så havde Jesper Beck Jensen og Louise Kirkeby Sørensen nok aldrig fundet ud af, hvor Nordenskov ligger. Men da først parret havde taget beslutning om at følge med Jespers arbejdsplads, kiggede de sig omkring efter et nyt sted at slå sig ned i nærheden af Varde Kaserne.
- Vi havde absolut ingen præferencer for hvor, men den daværende bosætningskoordinator hjalp os med at få kigget på boliger, der matchede vores ønsker. Det hus, vi bor i nu, var egentlig lidt en joker, men da vi havde set det, var der ingen tvivl! Her skulle vi bo, fortæller Jesper.
Huset ligger på en lukket villavej i Nordenskov tæt på brugsen, skole og børnehave. Og sidste del var vigtigt, for parrets søn Arthur var helt ny på det tidspunkt.
- Vi flyttede ind som lejere med forkøbsret. For selvom huset var rigtigt, så kendte vi jo ikke byen endnu, forklarer Jesper.
”Vi havde måske frygtet lidt, at det ville være sværere at komme ind på folk her i Vestjylland, men alle har været meget åbne og taget godt imod os.”
– Jesper Beck Jensen
En god hverdag for tre drenge
Den lille familie blev dog så glade for byen, at de blev hængende. Siden hen er Alfred kommet til i 2016 og Aske i 2019.
- Nu har vi en dreng i 1. klasse, en i børnehave og en i dagpleje, og hverdagen fungerer bare! Det er en lille tryg skole med under 20 elever i hver klasse, og der er et rigtigt godt sammenhold og foreningsliv i byen, siger Jesper.
Han arbejder til daglig som underviser på den militære akademiuddannelse, mens Louise er tilsynsførende i Fødevarestyrelsen.
Idræt og natur i metermål
Og om kulturskiftet fra det sønderjyske til det vestjyske har parret kun godt at sige.
- Vi havde måske frygtet lidt, at det ville være sværere at komme ind på folk her i Vestjylland, men alle har været meget åbne og taget godt imod os, siger Jesper med et smil.
Han og Louise gør dog også selv deres for at bidrage til fællesskabet. Louise er med i det lokale gymnastikudvalg, mens Jesper er træner i NUIF Crossfit.
Familien med de raske drengebørn nyder både legeplads og gåstier i byens anlæg, men de nævner også den nærliggende Solhøj Plantage og kanotur på Holme Å som udflugtsmål.