Fra Australien til Skovlund
Der er langt fra de grønne marker omkring Skovlund til det røde sand i Australien, hvor Kasper Emborg Sadova og Emilie Gravergaard Rasch Jensen mødte hinanden.
- Jeg arbejdede på en gård for en dansk familie, hvor Emilie var aupair, så der lærte vi hinanden at kende, fortæller Kasper, der er opvokset i Skovlund.
De to unge kærester kom ikke fra hinanden igen, og da de kom hjem til Danmark, var Emilie egentligt flyttet til Viby ved Aarhus for at studere jura.
- Det var træls at pendle frem og tilbage til Skovlund i weekenderne. Jeg boede i en kuffert og ville hellere have en fast base. Jeg kommer selv fra en lille by på landet på Fyn, så Skovlund afskrækkede mig ikke. Det var billigere at bo her og køre til Aarhus, så Kasper og jeg købte hus sammen, fortæller Emilie.
”Vores hverdag fungerer bare. Der er vuggestue og børnehave samlet samme sted, så det er nemt med aflevering. Vi bor på en gade med masser af børn, så derhjemme er der altid nogen at lege med.”
– Kasper Emborg Sadova
En by med mange jobs
Kasper er ud af en stor familie, som bor i eller tæt ved Skovlund, og mange af hans kammerater er også blevet i byen.
- Det har været nemt at komme hertil som tilflytter. Vi har selvfølgelig Kaspers familie, men hvis man vil byen, så vil de også én, siger Emilie.
Hun havde studiejob i byen frem til sin barsel med Albert, der er fra 2017.
- Det er jo specielt ved Skovlund, at så lille en by byder på så mange forskellige jobmuligheder. Det har været godt for mit CV, men også givet et godt netværk, forklarer Emilie.
Hun har også sammen med Kasper sørget for at deltage i byens arrangementer:
- Tag med til sportsfest, vejfest og så videre, så lærer du hurtigt folk at kende. Da jeg kom i mødregruppe, gav det også nye gode relationer, forklarer Emilie.
En hverdag, der går op
Familien tæller i dag også Alma, som er fra 2020 og Agnes fra 2022, og Emilie arbejder med marketing i Varde, mens Kasper er VVS’er i Grindsted.
- Det giver lidt kørsel i hver sin retning, men vores hverdag fungerer bare. Der er vuggestue og børnehave samlet samme sted, så det er nemt med aflevering. Vi bor på en gade med masser af børn, så derhjemme er der altid nogen at lege med, fortæller Kasper.
I fritiden bruger familien byens lille park med legeplads og tager også gerne en tur til Kvie Sø for at gå en tur.
Børnene går til gymnastik, som Børnehusets personale hjælper med at aflevere til, så man som forælder bare kan afhente. Kasper lægger en frivillig indsats i borgerforeningen, mens Emilie er bestyrelsesformand i Børnehuset.