Ansager
Ansager er en større landsby med godt 1300 indbyggere i Sydvestjylland. Byen ligger i smørhullet mellem flere byer, der byder på et stort udbud af arbejdspladser. For eksempel kan du komme til Varde, Grindsted, Ølgod og Billund inden for 15-20 minutter i bil. Til byer som Give, Vejle, Skjern, Esbjerg og Kolding har du en køretur på 30-45 minutter.
Afstande til andre byer
Esbjerg
Varde
Skjern
Grindsted
Vejen
Vejle
Ansager
Ansager
Boliger i Ansager
I Ansager er der rig mulighed for at finde dit næste hjem, uanset om du vil bygge selv, bo til leje eller finde et hus med plads til familien.
- Byggegrunde til salg på vardekommune.dk
- Varde Bolig Administration, lejeboliger
- Ansager Søpark, lejeboliger
God beliggenhed
Ansager ligger i smørhullet mellem flere byer, der byder på et stort udbud af arbejdspladser. Du kan komme til Varde, Grindsted, Ølgod og Billund inden for 15-20 minutter i bil.
I Ansager finder du alt til familiens hverdagsliv
I Ansager finder du to dagligvarebutikker, flere spisesteder med takeaway og et blomstrende musik- og foreningsliv. Der er skole til 9. klasse, en velfungerende juniorklub samt dagtilbud til de små.
Whisky- og rombar
Smagsgalleriets whisky- og rombar holder åbent den første fredag aften hver måned. Arrangementet er et tilløbsstykke for lokale og whiskykenderne langvejs fra.
Fritid og foreninger i Ansager
I Ansager kan du gå til flere forskellige sportsgrene. Du kan blandt andet få sved på panden til håndbold eller gymnastik, få frisk luft på hesteryg i rideklubben eller gå på jagt med jagtforeningen.
I Ansager har man øgenavne
I Ansager har brugen af øgenavne været særdeles udbredt, og alle vidste, hvem Frede Fut, Poul Pind og Øvse var. Helge Engelbrecht har endda skrevet en sang, hvor mange af navnene indgår: "Messe for mænd".
Musik og underholdning i Mariehaven
I 1999 åbnede Mariehaven i Ansager, og dengang var det et lille og levende oplevelses- og besøgssted med mulighed for at forene billedkunst, pottekunst, foredrag, fortælling og musik. I dag samler Mariehaven tusindvis af publikummer til fællesskab, musik og den gode oplevelse.
Kvie Sø - Den Jyske Riviera
I 1960'erne havde Kvie Sø sin storhedstid som badesø. Folk fra nær og fjern valfartede til den jyske perle på heden. I 1965 kom Kvie Sø på forsiden af Ude og Hjemme, og en 4-sidet reportage beskrev stedet som den Jyske Riviera midt ude på heden.
Skole og børnepasning i Ansager
Ansager Skole er en mindre skole med elever fordelt på 0.-9. klasse, hvor en masse dejlig, varieret natur er lige uden for døren. På skolen er der også SFO og Juniorklub.
De helt små har deres dagligdag hos byens dagplejere, vuggestue og børnehaven.
Butikker og erhverv
De daglige indkøb klarer du i de to dagligvarebutikker, ligesom du også finder genbrugsbutikker, galleri, slagter, tøjbutik og en shop med balloner til alle festlige lejligheder.
Mad og drikke
I Ansager behøver du ikke gå sulten i seng, da der er et væld af cafeer, catering og madsteder i Mariehaven, Ansager by og ved Kvie Sø.
Serviceerhverv
I Ansager er der desuden også tandlæge, kanoudlejning, hestehospital, fysioterapeuter og flere frisører.
Vidste du, at ...
- Postnummeret i Ansager er 6823
- Byen har dagplejere, vuggestue, børnehave, skole og gode klubtilbud
- I Ansager er der et aktivt foreningsliv med dameseniorhåndbold på højt plan
- Mariefestivalen i Ansager varer i tre dage og har 20 scener fordelt i hele byen
- Ansager er meget kendt for at være musikalsk og kreativ
Vil du høre mere om Ansager?
Vil du gerne vide mere, eller har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte en af vores byrepræsentanter:
- Jimmi Elsgaard Thisted - (unge voksne) tlf. 23 62 05 17
- Pernille og Ronni Smidt Kristensen - (unge voksne) tlf. 50 73 77 76
Vil du gerne vide mere om Ansager Skole, eller har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte skolens leder på tlf. 79 94 85 91
Du er velkommen til at kontakte daglig leder af Børnehaven Møllehuset på tlf. 60 16 24 25